Nyhed

Quart-festivalen er aflyst

Den norske festival har erklæret sig konkurs og vil derfor ikke blive afviklet i år

Med navne som Death Cab For Cutie (billedet), Interpol, Gnarls Barkley, The Streets og Kings Of Leon på plakaten, så den norske Quart-festival ellers ud til at have sammensat et ganske fornuftigt program.

Men et besøg på festivalens webside viser nu, at festivalen, der skulle have været afviklet i dagene 2.-5. juli, ikke bliver til noget i år.

Arrangørerne besluttede fredag at erklære sig konkurs og vil derfor indlevere en konkursbegæring senere på ugen, hvilket betyder, at den også har været nødt til at aflyse dette års festival.


Grunden til konkursen skulle være et skuffende billetsalg, og derfor har man fundet det økonomisk uansvarligt at afvikle en festival i år.

Quart skulle have været afviklet i samme weekend som Roskilde Festival, og det skal blive interessant at se, om nogle af de navne, der var booket til Quart, nu vil dukke op på programmet på den danske festival.

ANNONCE