Koncerten vil nu blive afviklet i Pumpehuset
Sepultura-brødrene Max og Igor Cavalera udgør sammen med Soulfly-guitaristen Marc Rizzo og Joe Duplantier fra Gojira på bas Cavalera Conspiracy, der i april måned udsendte debutalbummet "Inflikted".
Pladen modtog en femstjernet karakter af GAFFAs anmelder, der fremhævede Max Cavaleras evner som sangskriver og sluttede med ordene:
"Der er naturligvis helt oplagte paralleller til brødrenes fælles fortid i Sepultura, men "Inflikted" er meget mere end blot en gentagelse af gårsdagens bedrifter".
Gruppen dukker fortsat op i Danmark 24. juni for at give koncert, men nu meddeler arrangørerne, at de har valgt at flytte koncerten fra Vega til Pumpehuset.
Der er fortsat ledige billetter via Billetlugen, og allerede købte billetter gælder naturligvis også til det nye spillested.