Nyhed

GAFFA dækker Jelling Festival

GAFFA er med når Jelling Festival starter i dag, og vejrudsigten lover sol

Sidste år besøgte 25.000 Jelling Festival, der er landets tredje- eller fjerdestørste festival i skarp konkurrence med Nibe Festival.

Jelling Festival kan i år fejre 20 års jubilæum. Jelling er samtidig stedet, hvor de fleste bands tester sommerformen. For mange bands er det sommerens første koncert.

På store scene lægger Surfact ud kl. 13.10 skarpt efterfulgt af Johnson og Magtens Korridorer, inden Volbeat og TV-2 lukker fredagen.


Udenlandske hovednavne på festivalen i år er tidligere Creedence Clearwater Revival-frontmand John Fogerty, Bryan Adams og Runrig. Også The Raveonettes og Savage Rose gæster festivalens store scene.

I alt 80 navne spiller fra fem scener frem til søndag aften, hvor Bryan Adams lukker festen.

I aftes tyvstartede festivalen med talentkonkurrencen Quasar, som blev vundet af bandet Interagt. Interagt spiller igen i eftermiddag på teltscenen


Jelling Festival melder næsten udsolgt. Der er dog stadig partoutbilletter til salg, der giver adgang til alle dage. Hvis du ønsker at købe en 2-dages billet, der giver adgang til lørdag og søndag, skal du møde op ved indgangen – disse billetter sælges nemlig ikke længere i forsalg. Det samme gælder billetter til søndag alene. Billetter alene til lørdag, hvor blandt andet John Fogerty spiller, er udsolgt, melder Thorkild Høj, festivalens pressekoordinator.

GAFFA anmelder udvalgte koncerter på festivalen og beretter, hvis der derudover sker ting af interesse for GAFFAs læsere på festivalen. Hold øje med GAFFA.dk.


Jelling Festival

ANNONCE