Nyhed

Flogging Molly til Vega

De irske rødder luftes, når Flogging Molly indtager Vega 23. juni

Det irsk-amerikanske folk-punk-ensemble Flogging Molly med Dublin-fødte Dave King i spidsen blev dannet i 1997, efter at King havde slået sine folder blandt andet i metalbandet Fastway.

King droppede efterfølgende en begyndende solokarriere for at spille mere irsk-inspireret musik med sine venner, og efter mange udskiftninger begyndte Flogging Molly at tage form som et fast ugentligt indslag på en irsk pub i Los Angeles.

Bandet blander ganske originalt traditionelle keltiske instrumenter med punkguitar og hårde trommer, hvilket tilføjer et festligt element til den hårde musik.


Bandets succes i hjemlandet USA er støt voksende, og gruppens seneste album "Float" gik direkte ind som nummer 4 på den amerikanske albumhitliste, da den udkom tidligere på måneden.

Koncerten med Flogging Molly afvikles på Vega 23. juni, og forsalget starter tirsdag 1. april klokken 10:00 via www.billetlugen.dk samt i Fona-butikker landet over.

ANNONCE