Der er så megen rift om billetterne til Metallica-koncerterne i juli måned, at der nu arrangeres endnu en ekstrakoncert
Da Metallica midt i oktober måned annoncerede, at de ville spille tre koncerter i Forum i juli måned, virkede det som en seriøs understregning af det faktum, at de er verdens største metalnavn.
Kun fem dage senere blev der så meldt ud, at den store billetefterspørgsel gjorde, at det var nødvendigt at afholde en ekstrakoncert samme sted.
Nu skulle man så tro, at selv de mest rabiate Metallica-fans havde fået deres lyst styret, men det viser sig langt fra at være tilfældet. Det er nemlig netop blevet annonceret, at Metallica vil spille endnu en koncert i København, hvilket vil blive deres femte på kun ni dage.
Det betyder, at bandet nu også kan opleves i Forum 28. juli, og da de første fire koncerter er udsolgte, er det altså allerede 40.000, der har sikret sig billetter til en københavnsk Metallica-koncert.
Billetsalget til den femte Metallica-koncert 28. juli starter mandag 10. november klokken 10:00 fra billetlugen.dk, på telefon 70 263 267 samt i Fona. Max. 8 billetter pr. ekspedition.