De klassisk inspirerede elektronika-komponister optræder på Statens Museum For Kunst 14. november
Filmfestivalen CPH:DOX og arrangørgruppen artFREQ, der blandt andet tæller den tidligere Sort Sol-guitarist Lars Top-Galia, står sammen for flere interessante arrangementer i København i forbindelse med filmfestivalen. Vi har tidligere omtalt arrangementerne med Patti Smith – der nu er udsolgt – og kultfilminstruktøren og musikeren Kenneth Anger, og nu er holdet klar med en tredje event.
Der er denne gang tale om elektronika-komponisterne Jóhann Jóhannsson og Ben Frost, der gæster Statens Museum for Kunst i København den 14. november klokken 21 til en koncert, der fusionerer elektronika, klassisk musik og film.
Islandske Jóhann Jóhannson og australske, islandsk bosatte Ben Frost arbejder begge i spændingsfeltet mellem elektronika og moderne klassisk musik.
Jóhann Jóhannsson:
Jóhann Jóhannssons musik er melankolsk, minimalistisk, smuk og sine steder ganske mørk, ikke ulig den moderne klassiske komponist Arvo Pärt. Han er 3. november aktuel med sit fjerde album, ”Fordlandia”, det andet, han udsender på det markante engelske selskab 4AD. Han har tidligere arbejdet sammen med navne som Marc Almond og Barry Adamson.
På Statens Museum For Kunst optræder Jóhann Jóhannsson på synthesizerelektronik og piano, men medbringer også en strygekvartet samt Mathias M.D. Hemstock på percussion og elektronik.
Koncerten tilføjes en filmisk dimension, skabt af kunstneren Magnús Helgason, som selv medvirker live ved fremførelsen. Mangús Helgasons visuelle værk får premiere denne aften.
Jóhann Jóhannsson gæstede København i november 2007 til en koncert i Marmorkirken, som GAFFAs anmelder Lars Rønn Olsen tildelte fem ud af seks stjerner og blandt andet kaldte ”ekstremt interessant og vellykket”.
Jóhannsson har i øvrigt netop vundet den anerkendte Rhode Island Film Festival pris for sin musik til Marc Crastes film ”Varmint”.
Ben Frost:
Ben Frosts musik spænder fra den allermest diskrete knitren til symfonisk støj, med referencer til så forskellige musiknavne som elektronikakunstnere som Autechre, Murcof og Aphex Twin, dysterrockerne Swans og moderne klassiske komponister som Arvo Pärt, Michael Nyman og Max Richter.
Ben Frost er egentlig australier, men er bosat i Island og er en del af kunstnerkollektivet og pladeselskabet Bedroom Community, som består af Nico Muhly, Valgeir Sigurðsson, Sam Amidon og så Ben Frost. Han har tidligere arbejdet med blandt andre Björk som både programmør og remixer.
Det er første gang nogensinde, at Ben Frost gæster Danmark.