Organisationen bag Spot har fået en stor pose penge til markedsføring af festivalen og danske showcases i udlandet
"Fonden til Markedsføring af Danmark har valgt at støtte op om ROSA - Dansk Rock Samråds ansøgning vedrørende markedsføring af Spot Festivalen og de tilhørende Spot On Denmark-initiativer i udlandet," skriver Rosa på dees hjemmeside i dag.
I mandags blev det offentliggjort, at Fonden til Markedsføring af Danmark, som hører under Erhvervsministeriet, giver en stor pose penge ud til markedsføringen af Spot Festivalen i udlandet, og "Spot On Denmark" tæller showcases som den i Berlin under Popkomm i torsdags, og andre i Holland, Frankrig, Belgien, Spanien med flere.
- Det betyder konkret, at vi kan effektuere nogle af vores markedsføingsplaner i planlægningen af Spot 2009. Vores arbejde går ud på at indfange et stadig større netværk af mediefolk og branchefolk, som har interesse i dansk musik. Det er beskrevet som importeffekten i vores ansøgning, hvor vi går ind og stimulerer en eksisterende interesse, og ikke bare pusher musik ud i andre lande, forklarer Gunnar Madsen fra Rosa.
- Det man skal bemærke i denne sag, er, at det er Erhvervsministeriet og ikke Kulturministeriet, der går ind og støtter og på den måde signalerer et meget moderne blik på rytmisk musik. Ud over det kontante beløb, på et område, hvor det er svært at skaffe kapital, så er det en slags blåstempling af vores arbejde, vores metode og de 15 år med Spot. Og så håber vi, at det betyder, at andre vil fortsætte med at bakke op omkring arbejdet, fortsætter han.
Det præcise beløb er 1.978.000 kroner, og det er et markant beløb i forhold til den samlede omsætning i ROSA.
- Vi opererer normalt med et budget på 400.000 og 500.000 kroner på Spot Festivalen alene, og der kommer til Spot On Denmark. Men det er en stor indspøjtning, som jeg vil vurdere til at være mere end en fordobling af vores nuværende markedsføringsbudget, forklarer Gunnar Madsen.
Tilskuddet er en et-årig bevilling, som dækker Spots aktiviteter i 2009 - og for organisationen bag Spot gælder det derfor om at lave et et-årigt boost som rækker nogle år frem i tiden, før Spot Festivalen vender tilbage til normale tilstande i budgetterne for 2010.
Spot-projekternes officielle mål er at skabe:
1. Målrettet opbygning af seriøse og stærke internationale partnerskaber og netværk.
2. Respekt for dansk musiks kvaliteter.
3. Tillid til dansk musiklivs diversitet.
Bestyrelsesformand Jørgen Tandrup siger i en pressemeddelelse fra Fonden til Markedsføring af Danmark:
- Det er lykkes os at udvælge projekter, der har kapacitet til at markedsføre Danmarks styrker og kompetencer i udlandet. Fonden har valgt at støtte flere forskellige projekter. Lad mig fx nævne rockfestivalen SPOT i Århus, der viser et modigt og eksperimenterende Danmark.