Oasis-guitaristen vil have at medlemmerne laver soloprojekter, men det er broderen ikke interesseret i
Oasis udsender 6. oktober deres syvende album "Dig Out Your Soul", og derfor dukker der dagligt historier op om alt fra byture med Marilyn Manson til gademusikanter, der spiller Oasis-sange.
Den seneste historie går på, at Noel Gallagher til bladet Blender har udtalt, at han gerne så, at medlemmerne af Oasis efter udgivelsen af et kommende album begyndte at fokusere på sideprojekter.
"Jeg kunne godt tænke mig, at vi lavede separate projekter efter denne plade. Vi skal alle være enige om det, så det kommer nok ikke til at ske. Jeg har masser af nye sange. Ganske forudsigeligt er de fantastiske".
Noel har tidligere udtalt til NME, at han er i gang med at indspille sange til en soloplade, og at han også regner med at skulle give nogle solokoncerter.
Men det bliver nok svært at få overtalt Liam Gallagher til at hoppe med på solovognen.
Til GAFFA sagde Liam nemlig i august om et eventuelt soloalbum fra hans side:
- Nej, jeg har ingen interesse i solomateriale. Det er ikke noget for mig. Jeg kan lide Oasis, jeg kan lide at være i Oasis, jeg kan lide at hænge ud med de andre i Oasis. Du må spørge de andre, om de også kan lide at hænge ud med mig, men jeg kan lide dem. De er flinke fyre. Jeg kan lide hele Oasis-tingen.
Så selvom Liam i følge ham selv har skrevet masser af sange på det seneste, så er der altså ikke noget der tyder på, at han vil være åben for broderens idé om at tage noget tid fri fra Oasis til at arbejde alene.
Læs resten af interviewet med Liam Gallagher i oktober nummeret af GAFFA, hvor Oasis-frontmanden blandt andet taler om sine sange, Abbey Road og fodboldklubben Manchester City.