Nyhed

The Who-projekt sat i bero

Et kommende album med coverversioner bliver ikke til noget i første omgang

I februar kunne vi fortælle, at Roger Daltrey (billedet) og Pete Townshend hver for sig var gået i gang med at arbejde på materiale til en efterfølger til comeback-albummet "Endless Wire" fra 2006.

Townshend var gået i gang med at skrive nye sange, mens Daltrey i samarbejde med produceren T-Bone Burnett arbejdede på en række coverversioner.

Men nu viser det sig, at det sidstnævnte projekt ikke vil blive færdiggjort i denne omgang.


Til Billboard siger Daltrey, at projektet er sat i bero på ubestemt tid, fordi Burnett lige nu turnerer sammen med Robert Plant og Alison Krauss, en turné, der sjovt nok også ser ud til at have sat en stopper for en Led Zeppelin-turné.

Daltrey forventer dog, at projektet på et eller andet tidspunkt vil blive færdiggjort. Men lige nu har han mest lyst til at holde det som en lavprofilsudgivelse, der måske endda kun vil komme ud via gruppens webside.

Daltrey fortæller desuden, at Pete Townshend fortsat arbejder på materiale til et The Who-album, men at han ikke har hørt noget af det endnu.


De to The Who-medlemmer drager dog til Amerika sammen til oktober for at spille en række koncerter, og måske vil det være der, de to musikere kan få mulighed for at stikke hovederne sammen og vurdere, hvilke af Townshends nye sange, der skal med på det næste The Who-album.

ANNONCE