Århus-pop-punkerne udsender "Simple Art" i maj
Det er ved at være et par år siden, at den århusianske pop-punk-gruppe Pinboys udsendte deres debutalbum, "Teenage Wasteland". Siden har de turneret flittigt i Danmark og Tyskland, hvor albummet også er udsendt, og nu er de så på vej med toeren. Albummet har fået titlen "Simple Art" og udkommer i maj. Singleforløberen "Murder" er netop udgivet.
Pinboys er blandt andet kendetegnet ved at have to lead-vokalister, en af hvert køn, Jakob og Anne. På det nye album har gruppen arbejdet sammen med to ganske forskellige producere, Jacob Bredahl (Last Mile, eks-Hatesphere med flere) og Dan Hougesen (Natural Born Hippies med flere), og det har ifølge gruppen givet en noget anden lyd end på debuten.
Siden sidst har gruppens trommeslager Anders Johnsen i øvrigt givet stikkerne videre til sin lillebror Emil, og Anders har i stedet fået rollen som co-manager.
I forbindelse med udgivelsen af det nye album giver Pinboys to danske koncerter, nemlig følgende steder:
7. maj: The Rock, København
8. maj: Musikcaféen, Århus
Herefter tager gruppen i resten af maj på en længere Tysklandstur som opvarmning for det store tyske band One Fine Day.