Nyhed

Buffy Sainte-Marie på Europaturné

Den canadiske sangskriverlegende er på sjældent besøg, men lægger ikke vejen forbi Danmark

Tidligere på året udgav canadiske Buffy Sainte-Marie sin første studieplade i sytten år, og i det nye år kan den legendariske sangskriver opleves ved en række koncerter i Europa. Her vil hun præsentere numre fra den nye plade Running for the Drum side om side med klassikere som "Universal Soldier" og "Up Where We Belong"

Netop de nævnte sange er måske navnlig blevet kendt i henholdsvis Donovans og Joe Cocker & Jennifer Warnes udgaver, og Sainte-Marie er da også i høj grad en "sangskrivernes sangskriver", som er blevet fortolket af en lang række bredere kendte kollegaer gennem årene.

Sainte-Marie indledte sin karriere i de tidlige tresseres folkemusikmiljø, og blev internationalt kendt med titelsangen til den samfundskritiske western Soldier Blue i 1970. I de sytten år, hvor hun har været væk fra scenen, har den 67-årige sangerinde, som selv er Cree-indianer, helliget sig arbejdet med blandt andet uddannelsestilbud i indianerreservater.


Med sig på den aktuelle turné har Buffy Sainte-Marie såvel vokal- og percussiongruppen Ulali som det unge band Gathering of Flies. Alle medlemmer er Native Americans.

Det nærmeste, Sainte-Marie og co. kommer vore breddegrader, er Hamburg, hvor hun giver koncert på spillestedet Fabrik den 2. februar. Se detaljer om turnéen her.

 


ANNONCE