Nyhed

Ultravox til Danmark

Midge Ure & Co. gæster Pumpehuset til april

Den engelske gruppe Ultravox debuterede i 1977, og dengang stod sangeren John Foxx i front foran Warren Cann, Chris Cross og Billy Currie. Det var dog først med tilføjelsen af skotske Midge Ure som sanger og udgivelsen af albummet "Vienna" i 1980, at bandet for alvor opnåede succes.

Bandet oplevede deres storhedstid over de kommende år, men i 1985 spillede de til Live Aid deres sidste koncert med det klassiske line-up. Efterfølgende blev trommeslageren Warren Cann, der ud over at have skrevet de fleste af bandets tekster sammen med Midge Ure også sang på flere sange, nemlig fyret. Han medvirker derfor ikke på gruppens sidste 80'er-plade "U-Vox".

Bandet blev herefter opløst i 1988, og selvom forskellige forsøg på en gendannelse blandt andet har resulteret i albummet "Ingenuity", så har de primært været bygget omkring keyboard-manden Billy Currie og forskellige nye musikere.


Tidligere på året gik de fire mand bag hits som "Vienna", "Reap the Wild Wind" og "Dancing with Tears in My Eyes" dog sammen igen for at spille en række engelske koncerter under titlen "Return To Eden".

Nu fortæller Ultravox, at de fortsætter turnéen til næste år i både England og Europa, herunder Danmark. Nærmere betegnet spiller Midge Ure & Co. i Pumpehuset i København 27. april.

Billetsalget er i gang via GAFFA Live


ANNONCE