Choir Of Young Believers, Majors, Men Among Animals med flere til norsk branchefestival
Vi har tidligere her på GAFFA.dk fortalt, at århusianske Beta Satan, teenage-dj-duoen Electrojuice, The Wong Boys og metaldrengene fra Pilgrimz skulle optræde på 2009-versionen af by:Larm. I denne uge blev programmet så endeligt lagt fast, og det betyder, som sædvanligt, at der er adskillige danske kunstnere på programmet i Oslo - og flere af dem skal spille flere gange på festivalen, der afholdes på spillesteder rundt omkring i den norske hovedstad.
Majors, med DJ Static og DJ Noize bag pulten, er det danske rap-indskud fra Århus. Derudover spænder de danske kunstnere fra sangskriver Jannis Noya Makrigiannis i sidste års helt store prissluger, Choir Of Young Believers, den Berlin-baserede elektro-dronning, Heidi Mortenson, over til indierockens Men Among Animals. Spacerocktrioen fra København, Small, starter en Danmarksturné med seks stop med koncerten i Oslo.
De øvrige danske repræsentanter er Turboweekend (der for tiden arbejder med nyt materiale), Our Broken Garden og WhoMadeWho, samt Valravn der har medlemmer fra Danmark, Færøerne og Equador/Schweiz.
By:larm, der finder sted fra den 19. til den 21. februar, tæller desuden nordiske kunstnere som Skambankt (N), Whitest Boy Alive (N/D), Jenny Wilson (S) og Hjaltalín (ISL). GAFFA dækker igen i år by:Larm med reportager, interviews og anmeldelser.