Countrysangeren giver sin første danske koncert nogensinde 27. marts på Værket i Randers
Der er en stor oplevelse i vente for danske country-fans, når Lyle Lovett til marts gæster Danmark for at give sin første koncert her i landet. Det sker 27. marts, hvor Lovett giver koncert på Værket sammen med sit Large Band. Den amerikanske countrysanger har senest udsendt albummet "It's Not Big, It's Large", der er en reference til størrelsen på det orkester, han medbringer. Det er nemlig ikke et Big Band, der er bare et stort band.
Lyle Lovett har udsendt plader siden midten af 80'erne med pæn succes og en stribe Grammy'er som resultat. Han blev dog lidt uventet kastet ind i mediernes søgelys, da han i 1993 giftede sig med skuespilleren Julia Roberts, som han mødte under indspilningerne til Robert Altman-filmen "The Player". Ægteskabet varede knap to år, og det efterfølgende album, "The Road To Ensenada", blev Lovetts bedst sælgende til dato.
Rollen i "The Player" var Lovetts debut som skuespiller, og siden da er han dukket op i Altman-film som "Short Cuts", "Prêt-è-Porter" og "Cookie's Fortune" samt "The Opposite Of Sex" og "Fear And Loathing In Las Vegas".
Men det er som musiker, Lyle Lovett senere på året gæster landet, og billetsalget til koncerten 27. marts på Værket i Randers begynder mandag 19. januar klokken 11:00 via vaerket.dk.