Kira & the Ghost Riders, The Blue Van og Veronica Post kan opleves på Christiansborg Slotsplads på fredag
Føler man behov for en dosis dansk rockmusik på fredag, kan man med fordel lægge vejen forbi Christiansborg Slotsplads, hvor Dansk Røde Kors markerer Geneve-konventionens 60-års fødselsdag med tre gratis koncerter.
Klokken 15.00 indtages scenen af Kira & the Ghost Riders, som kokken 17.00 afløses af Veronica Post, der ikke - som navnet kunne forlede en til at tro - er en kvindelig solist, men derimod en kvartet med fire mandlige medlemmer.
"Veronica var pigen, som bragte os sammen. Hun var heroinmisbruger og gift med et tidligere bandmedlem. Hun forsvandt i Berlin. Vi navngav bandet i tomrummet efter hendes forsvinden", som det hedder på gruppens MySpace-profil.
Klokken 19.00 optræder The Blue Van (billedet), som sidste efterår udgav deres tredje album "Man Up" og har fået adskillige anmeldertommelfingre i vejret ved deres efter sigende ganske medrivende koncerter. Konferencier ved arrangementet er den iranskfødte klummeskribent med videre Farshad Kholgi.