Nyhed

Formodet voldtægtsmand melder sig selv

Den eftersøgte for voldtægten på Roskilde Festivals campingområde i nat nægter sig skyldig

Som en række medier tidligere på dagen kunne rapportere, eftersøgte politiet tidligere i dag den formodede gerningsmand til en voldtægt mod en 15-årig pige på Roskilde Festivals campingområde.

Nu har manden, der gennem flere dage har gjort sig bemærket på campingarealet ved at være iført en leopardplettet kjole, meldt sig selv, efter at politiet har eftersøgt ham i området og fundet frem til hans lejr, som ligger tæt på offerets. Her havde de efterladt "visitkort" med telefonnummer og opfordring om at henvende sig.

Den opfordring valgte den mistænkte, en 23-årig mand, her til eftermiddag at følge. Han blev anholdt klokken 13.20, men nægter sig imdlertid skyldig i at have kravlet ind i pigens telt og have revet hendes tøj af og efterfølgende voldtaget hende i nat.


Han undersøges her til eftermiddag på Retsmedicinsk Institut og vil siden blive afhørt i sagen. Det fortæller vicepolitikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

ANNONCE