Nyhed

Kontroversiel Beatles-manager død

Alzheimer-ramte Allen Klein, forhenværende manager for både Rolling Stones og The Beatles, blev 77 år

Med sit usvigelige forretningstalent og sin kyniske tilgang til musikbranchen blev den amerikanske pladeselskabsmand Allen Klein mindst lige så berygtet som berømt for sin rolle i pophistorien. Klein, som nåede at repræsentere både The Beatles (billedet) og The Rolling Stones - og blive uvenner med begge - døde lørdag i New York, 77 år gammel.

Efter at have repræsenteret blandt andre soulsangeren Sam Cooke og britiske The Animals, blev han i 1965 manager for The Rolling Stones og modtog i de følgende år - som vel må betegnes som gruppens måske allermest frugtbare periode - en femtedel af gruppens indtægter. De var imidlertid utilfredse med Kleins management og fyrede ham ved årtiets udgang, men Klein nåede at sikre sig rettigheder til gruppens indspilninger fra perioden, herunder klassikere som "Jumpin' Jack Flash" og "(I Can't Get No) Satisfaction" som betingelse for at ophøre samarbejdet. "Prisen for en uddannelse", har guitarist Keith Richards siden lakonisk bemærket om bekendtskabet.

Omtrent samtidig blev Klein involveret i The Beatles, som efter Brian Epsteins død i 1967 stod uden manager, samtidig med at deres idealistisk funderede foretagende Apple Corp. var godt på vej til at lede gruppen i økonomisk ruin. Klein mødte Lennon under optagelserne til "The Rolling Stones Rock'n'Roll Circus" i december 1968, og kom til at repræsentere The Beatles i de sidste par år op til gruppens opløsning.


Klein selv sagde siden i et interview, at Lennon hyrede ham for at varetage Lennons interesser i The Beatles - fordi han ville have "en rigtig haj til at holde de andre hajer væk". Efter gruppens opløsning - som Klein er blevet beskyldt for at have medvirket til - fortsatte Klein samarbejdet med både Lennon og George Harrison - i henholdsvis produktionen af filmen "Imagine" og afviklingen af støttekoncerten for hungerramte i Bangladesh i Madison Square Garden i 1971. I sidstnævnte tilfælde resulterende i en årelang sag mod skattevæsenet angående overskuddet fra koncerten.

Kleins selskab, ABKCO Music & Records, ejer i dag rettighederne til indspilninger med The Rolling Stones, The Animals, Herman's Hermits, Bobby Womack, The Kinks, Chubby Checker, Bobby Rydell med flere. 

 


 

ANNONCE