Koncertoptagelse med uudgivne numre fra den afdøde sangskriver
En del yngre mennesker kender måske primært eller kun sønnen Jeff Buckley, men faktisk var faderen, Tim Buckley, en fin og i visse kredse legendarisk sangskriver, sanger og guitarist, som nåede at indspille ni studieplader inden sin druk- og narkorelaterede død som 28-årig i 1974.
Posthumt er det blevet til et par liveplader, og nu udgiver det lille New York-baserede selskab Tompkins Square en forlængst glemt liveoptagelse optaget på The Folklore Center i Greenwich Village, New York i foråret 1967 foran et lille publikum på mindre end halvtreds mennesker.
På det tidspunkt var Buckley aktuel med sin anden plade, Goodbye And Hello, og det meste af materialet på koncertoptagelsen er da også fra denne og den selvbetitlede debutplade, der udkom året før. Optagelsen indeholder imidlertid også seks hidtil uudgivne sange.
Live at the Folklore Center, NYC - March 6th 1967 udsendes den 25. august. Coveret indeholder en samtale mellem Buckley og klubejeren Izzy Young, som i øvrigt stod for optagelsen, der altså nu ser dagens lys.