Den problemfyldte duo har for anden gang aflyst deres danske koncert. Svenske The Field dukker op i stedet.
Den amerikanske duo Wavves har måttet aflyse deres koncert på årets Roskilde Festival, efter at trommeslageren Ryan Ulsh har forladt bandet. Det er anden gang på tre uger, gruppen aflyser en dansk koncert. I stedet kan den svenske electronica-kunstner The Field opleves på Pavilion fredag aften.
Da amerikanske Wavves skulle spille deres største koncert nogensinde på den spanske Primavera-festival 28. maj gik det langtfra som planlagt. Gruppens hovedmand Nathan Williams var på en blanding af Ecstasy, Valium og Xanax, og i stedet for at give en koncert begyndte han at skændes med trommeslageren Ryan Ulsh, brokke sig over lydmanden og gøre nar af publikum. Koncerten kom dog delvist i gang, men sluttede brat, da Ulsh forlod sit trommesæt, hældte en øl ud over Williams og kastede sine trommestikker efter ham, som han forlod scenen.
Efterfølgende undskyldte Williams på sin weblog over episoden, som han ikke havde nogen erindring om. Han valgte dog efterfølgende at aflyse resten af sin Europa-turné inklusive et job på Loppen 14. juni. Han havde dog forsikret folkene bag Roskilde Festival om, at han ville vende tilbage til Europa for at spille hos dem, men det er han nu blevet nødt til at lave om på.
På festivalens officielle webside kan man læse følgende udtalelse om aflysningen:
"Nathan Williams, der er manden bag Wavves, havde understreget sin klare intention om at spille hos os – også selvom han havde aflyst en række øvrige europæiske koncerter på grund af træthed. Men desværre har trommeslageren pludselig forladt bandet, hvilket gør, at koncerten på Roskilde Festival bliver umulig at gennemføre".
Duoen har på det seneste sikret sit et ry som et markant bedre sovekammerband end liveband, hvilket også var tydeligt, at GAFFA oplevede dem på SXSW-festivalen i marts. Her spillede de et tyve minutter langt sæt, der var særdeles rodet og langtfra medrivende.
Alligevel er der nok en del, der er skuffede over aflysningen af, hvad der skulle have været duoens anden danske koncert inden for en måned.