Den amerikanske gruppe vender tilbage til Danmark til november
Der var ikke mange, der havde hørt om Grizzly Bear, da Efterklang i 2005 udgav deres debutplade "Horn Of Plenty" og efterfølgende tog dem med på turné. Men i takt med de efterfølgende udgivelserne og turnéer er interessen vokset markant, så det er et særdeles populært orkester, der kommer til Vega 24. november.
Det har dog aldrig skortet på anmelderinteresse og roser, og nærværende medie har da også konsekvent delt fem stjerner ud, når Grizzly Bear har udsendt plader. Om det seneste, "Veckatimest", skrev GAFFAs anmelder blandt andet:
"Ambitionerne fra 'Yellow House' er ikke blevet mindre, og der er en behagelig tilbagelænet eksperimenteren over pladen, som heldigvis undgår at blive indadvendt og nørdet, selvom lytteren holdes ved ilden. Når først nogle af de mange lag i sangene virker genkendelige, er det en udsøgt fornøjelse at gå på yderligere opdagelse i det særegne univers, der åbenbarer sig".
Nu bliver der for første gang mulighed for at høre det nye materiale live, hvilket kommer til at ske, når bandet giver koncert i Lille Vega 24. november.
Billetsalget starter fredag 19. juni klokken 10:00.