Nyhed

White Stripes-dokumentar på vej

Duoen blev fulgt af et kamerahold på deres omfattende canadiske turné, og nu er der en turnéfilm på trapperne

Da The White Stripes i 2007 tog på turné i Canada, spillede de ikke bare på de store spillesteder i storbyerne. De ramte også en lang række mindre byer samt ukonventionelle scener, og duoens oplevelser blev dokumenteret af et filmhold, der nu er ved at sammensætte en turnéfilm.

Ifølge Pitchfork ramte duoens turné alle amter og territorier i Canada og inkluderede koncerter på en fiskekutter, et klasselokale, en bybus, en park og et pakhus. Det hele blev dokumenteret, og til avisen Canadian Press udtaler Jack White, at optagelserne giver et godt indblik i, hvordan turnéen blev til.

"Da vi startede, vidste vi ikke, hvad vi lavede, så vi sagde bare: 'Film alt, se hvad der sker'. Jeg troede ikke, vi ville have lyst til at filme os selv på den måde. Jeg er temmelig anti-reality tv, og al det latterlige kiggen-bag-forhænget element, der er i underholdningsindustrien nu om dage. Men i dette tilfælde synes jeg ikke, der var det latterlige element. Der er en indsigt i nogle af de ting, der blev skabt, og hvordan det lykkedes os at skabe en turné som denne.


Jack White fortæller desuden, at de mange koncerter på ukonventionelle steder ikke var planlagte, men i stedet noget duoen kom på undervejs.

"Vi ville få en idé under morgenmaden, det sted vi skulle spille den dag, om det så var en båd, en bus, en skole eller en park, så fik vi det til at ske. Vi planlagde ikke noget på forhånd. Jeg kan ikke lide at gøre for meget af den slags, for det ødelægger tingene".

The White Stripes arbejder lige nu på et nyt album, men det vides endnu ikke, hvornår hverken albummet eller den kommende turnéfilm vil ligge klar.


ANNONCE