Det tidligere Neutral Milk Hotel-medlem Jeremy Barnes vender tilbage til Danmark 26. og 27. maj
Trommeslageren Jeremy Barnes har tidligere spillet med Neutral Milk Hotel, Bright Eyes og Beirut, men når han i slutningen af maj måned vender tilbage til Danmark er det sammen med sit eget band A Hawk And A Hacksaw. Gruppen, der udover Barnes også består af violinisten Heather Trost, har været i landet flere gange og har senest gæstet Roskilde Festival, men denne gang er det spillesteder i København og Århus, der får lov til at byde Barnes og resten af bandet inden for.
A Hawk And A Hacksaw har senest udsendt albummet "Délivrance", der har fået flotte anmeldelser i internationale magasiner som NME og Pitchfork. Her kan man endnu engang opleve gruppens unikke fusion af amerikansk intellektuel indie og østeuropæisk lokal klezmer.
I København 26. maj spiller A Hawk And A Hacksaw i Lille Vega, og her er der opvarmning ved den danske sangerinde Fallulah. Sangerinden har referencer til Feist og smag for New Orleans og skal i løbet af sommeren indspille sin debut plade med produceren Fridolin (The Fashion, Moi Caprice m.fl).
A Hawk And A Hacksaw kan opleves i Lille Vega 26. maj, og dagen efter i Musikcaféen i Århus.