Den kommende udgivelse vil dog kun kunne købes til duoens koncerter
Når CocoRosie 3. juni sætter gang i deres Europaturné, sker det med en ny udgivelse i bagagen. Men i modsætning til duoens andre udgivelser, så vil denne kun blive solgt til deres koncerter. Men eftersom de to amerikanske søstre gæster Danmark to gange i juni måned, bliver der altså også mulighed for, at danske fans vil kunne investere i tour-ep'en "Coconuts, Plenty Of Junk Food".
Den kommende udgivelse indeholder fem nye numre, der samtidig kan ses som en optakt til duoens fjerde album, som de to søstre er godt i gang med at indspille. Men inden da handler det om den kommende turné, der bringer CocoRosie forbi Train i Århus 4. juni og Den Grå Hal i Christiania 9. juni.
Her vil man altså ud over at kunne opleve koncerten også kunne investere i den nye ep, der byder på det første nye materiale fra CocoRosie siden "The Adventures Of Ghosthorse And Stillborn" fra 2007.
"Coconuts, Plenty Of Junk Food" indeholder følgende sange:
1. Happy Eyes
2. Coconuts
3. Milkman
4. Joseph City
5. Spirit Lake