Nyhed

The White Stripes på vej tilbage

Meg White er kommet sig over sine angstanfald, og duoen har allerede sange klar til deres næste plade

Jack White arbejder lige nu med bandet The Dead Weather, og før det lå fokus primært hos bandet The Raconteurs, specielt efter Meg White i 2007 måtte aflyse duoens turné, efter hun var begyndt at få problemer med angstanfald. Men i et nyt interview med Music Radar udtaler Jack White, at der nok kommer et nyt The White Stripes-album til næste år.

I interviewet siger Jack White, at duoen allerede har skrevet nogle nye sange, hvilket skete, inden de i februar optrådte i showet Late Night With Conan O'Brien. Han har desuden snakket med Meg White om at mødes, når han er færdig med The Dead Weathers sommerturné. Dette kunne ifølge Jack White betyde, at der ikke vil gå længe, inden de to igen udgiver nyt.

I interviewet forklarer Jack White også, at koncertaflysningerne i 2007 handlede om, at Meg White var overvældet af tempoet og det stressede liv på landevejen, og bestemt ikke, at de var ved at gå i opløsning.


"Vi spillede to shows hver dag i Canada, så fløj vi til Frankrig for at medvirke i et tv-show, og så skulle vi til England for at turnere, og vi gav den bare fuld gas. Toget var ved at køre af sporet. Jeg kom lige fra en Raconteurs-turné, og gik lige ind i det, så jeg var allerede på fuld kraft. Meg kom fra total stilstand i et år og gik direkte ind i det vanvid. Meg er en meget genert pige, en meget stille og sky person. At gå på fuld kraft fra total stilstand er overvældende, og derfor blev vi nødt til at tage en pause".

Selvom Jack White gerne vil have gendannet The White Stripes i løbet af sommeren, siger han samtidig, at han til den tid ikke vil være færdig med at turnere med The Dead Weather. Så der er fortsat en chance for, at de kan dukke op i Europa til efteråret.

ANNONCE