Har du billet til koncerten med The Flaming Lips i Herning, kan du vinde muligheden for at møde frontmanden
Når The Flaming Lips lørdag 7. november går på scenen i Herning, så sker det efter at have givet hånd og snakket med nogle danske fans. Frontmanden Wayne Coyne har nemlig sagt ja til at mødes med fire fans til en sludder inden koncerten, og hvem det bliver afgøres ved lodtrækning mellem billethaverne.
Om Meet-and-Greet arrangementet siger kultur- og eventchef Mette Kier fra Messe Center Herning:
"Vi har fået en unik mulighed for at give to danske fans og deres ledsagere et møde med Wayne Coyne under bandets besøg i Herning. For at gøre det så retfærdigt som muligt, trækker vi lod blandt alle, der har købt billet til koncerten".
Fans, der vil med i puljen om de to meet-and-greet pladser, skal have købt billet inden fredag klokken 14:00 til bandets eneste Flaming Lips-koncert i Skandinavien i år. Ud over The Lips er der desuden mulighed for at opleve bandet Stardeath and White Dwarfs – med Wayne Coynes nevø i front – der står for opvarmningen.
Der er fortsat ledige billetter til koncerten, der kan købes via GAFFA Live.