Nyhed

Underoath kommer til Danmark

Det kristne metalcore-band har haft stor succes, både på hjemmebanen i USA, og i Europa, og tager nu på Europaturné til marts

Kristen metal har længe været en pæn forretning i USA, og er lige så stille begyndt at slå igennem på vores kontinent. Underoath er et af de bands, der har klaret sig bedst i de seneste år, med deres to seneste plader på henholdsvis 2. og 8. pladsen på USA's Billboard 200-chart. De var i Danmark for første gang, tidligere på året, hvor de spillede på The Rock i København.

Underoath slog for alvor igennem, da de udgav deres fjerde studiealbum, "They're Only Chasing Safety", og har siden fået stor opmærksomhed, også i udlandet. De har turneret heftigt i de sidste par år, blandt andet har de været med på årets udgave af den amerikanske Warped Tour, hvor også Alien Antfarm, Paramore, Flogging Molly og NOFX var hovednavne. Derudover har turnéer inkluderet det meste af Asien, Australien og store dele af Europa.

Koncerten finder sted søndag den 21. marts klokken 21.00 i Pumpehuset, København. Billetsalget starter på mandag den 30. november klokken ti. Billetter kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE