Nyhed

Aura synger til den nordiske kulturnat

Aura og den islandske sangerinde Dísa går på scenen i oktober, til støtte for nordisk kultur

Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd vil være værter for den nordiske kulturnat i oktober i år. Kulturnatten byder på både mad og drikke fra hele Norden, besøg fra den svenske ambassadør i Danmark, og altså to musikalske optrædener fra henholdsvis den islandske Dísa og dansk/spansk/fransk/færøske Aura Dione.

Aura har taget Danmark med storm, da hun i 2008 debutterede med sit første album "Columbine", hvis musikalske stil spænder over de luxe pop og singer/songwriter. Hun er blevet rost til skyerne af de danske anmeldere, der beskriver hendes stemme som en blanding af Tracy Chapmann og Suzanne Vega, og Berlingske Tidendes anmelder mente, at "Columbine" hører til blandt de bedste danske debutudgivelser nogesinde. GAFFAs anmelder gav da også albummet seks stjerner og skrev:

"Columbine er i den grad en velvalgt titel til et album så helstøbt og langtidsholdbart som dette. Aura danser af sted med sin stemme, sit personlige, men aldrig private tekstunivers og sin helt åbenlyse stil. International klasse fra en 22-årig dansker. What a treat!"


Islanske Dísa skal også en tur på scenen. Hun debutterede i 2008 med sit soloudspil af eget navn. Hendes musikalske stil beskrives som avantgardistisk, men stadig melodisk pop.

Man kan komme til nordisk kulturnat helt gratis den tiende oktober fra klokken 17.15, hvor der vil køre hestevogne rundt på Kongens Nytorv og samle passagerer op og køre dem til Store Strandstræde 18, hvor begivenheden finder sted.

Dísa går på scenen klokken 19.00 og spiller i tre kvarter.


Aura går på scenen klokken 20.00 og spiller i tre kvarter.

 


ANNONCE