Nyhed

Booyaka Festival skudt i gang

Lovende takter til 3-dages festival i København, Aalborg og Århus

Booyaka! Man studser, stopper op og ja, et udtryk inden for dancehall, når noget er fedt. Og ret fedt var det, da festivalen af samme navn blev skudt i gang torsdag aften i Huset i Magstræde i centrum af København. Ja måske nærmere et udtryk, der mere tangerer disse breddegrader: Det var hyggeligt denne første aften.

Music from...Around er et andet udtryk, vi får i hovedet i disse uger. Som Booyaka et sideskud af WOMEX, messen med tilhørende festival for verdensmusik, som går i gang i København i næste uge. Og med overvejende fokus på den danske verdensmusik, som slår sig i tøjret og ikke helt synes, at de har fået plads ved den store banket. Hvor de for alvor kunne råbe Booyaka og slå sig på lårene.

Men lidt har også ret, og på denne aften var der særdeles lovende takter, men også en stor skuffelse. For Darg Team, det med spænding imødesete hiphopband fra Gaza, havde ikke fået udrejsetilladelse, og erstatning var indkaldt fra Vestbreddens dygtige DAM, som også underholdte med deres rim i Ungdomshuset på Jagtvej til Images-festival i 2006. Men godt varmet op af Rapperen Zaki og DJ Turkman Souljah, som normalt arbejder med Outlandish, var der dækket op til de palæstinensiske rappere. Men selv om de viste lovende takter, blev deres sæt for kort. Det bliver de nødt til at gøre bedre i morgen og lørdag i Aalborg og Århus.


Men her får de også seriøs konkurrence af det stærkt vanedannende colombianske orkester Bomba Esteréo, som med den effektive sangerinde Li Saumet i spidsen står for en musik, som låner fra en række caraibiske genrer, og spiller en egen flydende dub, som er særdeles originalt skruet sammen. De viste i den grad vejen på Roskilde Festival tidligere i år, og det er et scoop at få dem med på Booyaka, hvor de er essensen af caraibisk liv levet, krydret og rytmisk dragende med æterbåren stemmeføring.

I København var det nu heller ikke ringe, for her fik vi et grundigt besøg til en verden, der mere end duftede af balkan, men som i første omgang også havde en herlig blanding af funk, rockabilly og spandevis af humor kanaliseret gennem det herlige svenske band, Tummel (billedet). Med en sousafon i baggrunden og noget fragmenterende guitar, samt et drive uden lige, satte de fut under hyggen og fik os ind i regulært partymood. Booyaka!

Og endelig var der det stadigt voksende lokale balkanorkester, Bjonko & Cph. Chalgija, anført af klarinettisten Bjonko Stosic og med en stærkt medlevende akkordeonspiller i bosniske Rasim Durakovic, ligesom de havde en herlig overraskelse i verdensmusikskribent Mikkel Hornsnæs på trompet. De fik i den grad den eks-jugoslaviske fest op at stå for de relativt få, der var tilbage hen ad klokken 02 på en hverdag.


Festivalen fortsætter de næste to dage på Studenterhuset i henholdsvis Aalborg og Århus. Tjek den ud, især på grund af de fænomenale Bomba Esteréo fra Colombia, for palæstinensiske DAM, som skylder en revance og det lokale ska/rocksteadyband Babylove & The Van Dangos.

Booyaka!

 


ANNONCE