I dag fejres dansk musik i hele landet, så der er rigelig med muligheder for at opleve god musik på spillestederne samt i radioen og på tv
Musikorganisationen KODA tog i 2001 initiativ til Spil Dansk Dagen. Det skete i forbindelse med KODAs 75 års jubilæum, og siden da er denne dag dedikeret til dansk musik løbet af stablen hvert år på den sidste torsdag i oktober. Det betyder man i dag torsdag den 29. oktober for 9. år i træk kan opleve masser af dansk musik rundt om i landet samt i de danske medier.
Der sker så meget, at det er umuligt at nævne det hele her. Men på websiden Spil Dansk kan man læse mere om de mange arrangementer og tiltag for dansk musik og på den måde skabe sig et overblik.
Det er dog værd at nævne, at Vega på Spil Dansk Dagen tager hul på deres koncertserie Verden Ifølge, hvor danske musikere i forbindelse med en koncert i Store Vega inviterer nogle mindre kendte danske navne til at give koncert i Lille Vega samme aften. Så i forbindelse med den udsolgte Nephew-koncert i aften kan man derfor opleve Kellermensch og Mechanical Waves i Lille Vega.
I København kan man desuden springe på en rute gennem byen, der rammer fem forskellige spillesteder med ni koncerter. Her kan man opleve musik i en lang række genrer og blandt andet se PowerSolo og Klondyke give koncerter.
Der er naturligvis også koncerter i resten af landet, hvor man blandt andet kan opleve Nikolaj Nørlund (Svendborg), Grand Avenue (Greve), Souvenirs (Vraa) og mange andre danske navne til en lang række arrangementer, hvor der bliver sunget på både dansk og engelsk.
Skulle man dog foretrække at blive indendøre kan man også nyde masser af danske toner på Danmarks Radios mange radiokanaler, eller stille ind på VH1, hvor man blandt andet kan se koncertoptagelser med Nephew og Mew.