"Romance Is Boring" er titlen på det kommende album fra den arbejdsomme walisiske gruppe
På trods af navnet er der umiddelbart ikke mange spanske landarbejdere over de walisiske indiepoppere fra Los Campesinos. Til gengæld har den syv mand store gruppe de seneste år haft et højt arbejdstempo og kan nu annoncere deres tredje album "Romance Is Boring".
Albummet er optaget og mixet i grunge-byen Seattle, Connecticut og Monmouthsire imellem marts og juni i år, og "Romance Is Boring" er ligesom det seneste album produceret af John Goodmanson, der udover samarbejdet med indiebandet er kendt for at sidde bag knapperne på Girls, Deathcab For Cutie og Blonde Redhead.
På trods af at indiepop-gruppen nu udsender det tredje album på tre år, er de syv walisere også vellidte hos kritikerne. GAFFAs anmelder gav blandt andet fem stjerner til det seneste album "We Are Beautiful, We Are Doomed" og skrev:
"Teksterne er fulde af håbløshed og står visse steder i klædelig kontrast til musikken, som når forsanger Gareth Campesinos! i 'You'll Need Those Fingers For Crossing' sødmefuldt synger 'I can taste the blood on your teeth and on your tounge'. 'We Are Beautiful, We Are Doomed' er et forrygende album hvor melodierne, energien og idéerne er i fokus, og man kan kun håbe, at de unge walisere holder både det høje niveau og arbejdstempo fremover."
Los Campesinos skriver selv på deres blog, at albummet kommer til at omhandle "død og kroppens henfald, sex, tabt kærlighed, mentalt sammenbrud og fodbold, og at der formodentlig ikke er lys for enden af tunnelen". Albummet "Romance Is Boring" udkommer den 1. februar 2010.
Tracklisten til albummet:
- In Medias Res
- There Are Listed Buildings
- Romance Is Boring
- We've Got Your Back (Documented Minor Emotional Breakdown #2)
- Plan A
- 200 - 102
- Straight In At 101
- Who Fell Asleep In
- I Warned You: Do Not Make An Enemy Of Me
- Heart Swells/100-1
- I Just Sighed. I Just Sighed, Just So You Know
- A Heat Rash In The Shape Of The Show Me State; or, Letters From Me To Charlotte
- The Sea Is A Good Place To Think Of The Future
- This Is A Flag. There Is No Wind
- Coda: A Burn Scar In The Shape Of The Sooner State