Nyhed

Masser af musik til Vinter-OL

Vancouver er værtsby for Vinter OL 2010, og det fejres med masser af canadisk musik

Midt i al påstyret omkring udvælgelsen af Rio som værtsby for OL 2016 og celebre besøg fra Obama og Oprah, er det nærmest, som om folk har fuldstændig overset, at Vinter OL 2010 er lige på trapperne. For de mange gæster i værtsbyen Vancouver bliver der rig mulighed for at opleve sportsgrene som skiskydning, bobslædeløb og den danske nationalsport - curling. Men skulle man få brug for en pause fra al den sport, viser det sig nu, at landets fineste indierockere er klar med en lang række koncerter inklusive en hyldest til Neil Young.

Vinterudgaven af De Olympiske Lege afvikles i dagene 12. - 28. februar, og i den forbindelse har man valgt at hylde landets fineste ikke-buddistiske troudabur til en koncert, hvor både amerikanske og canadiske navne er på programmet. Her vil Broken Social Scene, Joan As Police Woman, Ron Sexsmith, Sun Kil Moon og Iron And Wine alle fortolke Neil Youngs bagkatalog, og flere af disse navne vil også give egne koncerter under OL.

Arrangementet er sammensat af Hal Willner, der tidligere har hyldet Edward Allan Poe, Marquis de Sade, Tim Buckley samt Leonard Cohen, hvor hans arrangement "Came So Far For Beauty" blev konverteret til filmen "Leonard Cohen: I'm Your Man".


Derudover er der masser af musikalske oplevelser så som en gratis koncert med (amerikanske) Wilco, og derudover er lokale navne som Stars, Blue Rodeo, Martha Wainwright samt internationale navne som Tinariwen, Laurie Anderson og K'Naan klar med koncerter, der afvikles i de dage, hvor det olympiske cirkus er i byen.

ANNONCE