I denne weekend bortauktioneres hår, der blev brændt af Michael Jacksons hoved under optagelserne til en reklamefilm
I går 13. oktober kunne vi fortælle, at en tot af Elvis' hår ryger på auktion i denne weekend, og sørme om man ikke i samme weekend også kan byde på en tot af Michael Jacksons hår. Der er tale om 12 hårstrå, der blev indsamlet, efter at Jackson blev forbrændt under optagelserne til en Pepsi-reklame i 1984, og hårene forventes at indbringe 8000 kroner.
I januar 1984 var Michael Jackson i gang med at indspille en reklamefilm for Pepsi, da fyrværkeriet på scenen antændte hans hår, og sangeren blev indlagt med andengrads forbrændinger. Tilstede var producer Ralph Cohen, der forsøgte at slukke Jacksons brændende hår med sin jakke, og det er også ham, der indsamlede de 12 hårstrå, som han nu sætter på auktion.
Hårene bortauktioneres samlet på Edwardian Radisson Hotel i London 17. oktober, og dagen efter kan man så flyve til Chicago og byde på Elvis' hår.