Nyhed

Pavement giver engelsk koncert

Den gendannede gruppe giver sin første europæiske koncert 11. maj i London

Det blev tidligere annonceret, at Pavement skulle vælge programmet til næste års udgave af den engelske festival All Tomorrow's Parties, der afvikles i dagene 14.-16. maj 2010. Billetterne til festivalen blev revet væk, selvom det eneste annoncerede navn var Pavement, men nu annoncerer gruppen endnu en koncert, der afvikles før selve festivalen.

Bandet har netop offentliggjort, at de skal spille i O2 Academy Brixton 11. maj 2010, hvilket ud over at være deres første europæiske job efter gendannelsen samtidig er en koncert, der skal afvikles på det sted, hvor de spillede deres sidste job for ti år siden.

Pavement har desuden offentliggjort navnene på fem af de bands, de har inviteret til at spille med dem på All Tomorrow's Parties, og det drejer sig om Faust, Quasi, Endless Boogie, Enablers og ikke specielt overraskende The Fall, der altid er blevet fremhævet af journalister som en vigtig inspirationskilde for bandet, selvom medlemmer af bandet har benægtet det, og Mark E. Smith har kaldt Pavement en bleg The Fall-kopi.


Billetsalget til koncerten med Pavement i O2 Academy Brixton 11. maj sættes i gang fredag 23. oktober klokken 10:00 dansk tid, og man kan nok godt forvente, at der bliver rift om billetterne.

ANNONCE