Nyhed

Robbie-koncert slår rekord

Sangerens første koncert i tre år blev vist live i mere end 250 biografer verden over

Tirsdag 20. oktober gav Robbie Williams sin første koncert i tre år på spillestedet Roundhouse i London, der åbnede dette års udgave af BBC Electric Proms, der er popmusikkens svar på de berømte promenadekoncerter. Koncerten blev set af 3000 gæster, men samtidig blev koncerten vist i mere end 250 biografer verden over, hvilket er en rekord.

Williams-comeback koncert blev vist i biografer i 23 lande inklusive Danmark, og med transmission ud til mere end 250 biografer er det ifølge The Guinness Book Of World Records den livekoncert, der er blevet vist i flest biografer. Det skriver Reuters. Koncerten vil senere blive vist i endnu flere biografer som en regulær koncertfilm.

Robbie Williams startede sit comeback 11. oktober ved at optræde i showet X Factor med singlen "Bodies". Men ifølge BBC News virkede Robbie nervøs og usikker til showet, og hans optræden startede rygter om, at han skulle have været på stoffer, hvilket han har benægtet. Han virkede ifølge BBC dog også nervøs under de første numre tirsdag aften. Men da han kom igang med "Come Undone" og kunne høre folk synge med, var det som om han vendte tilbage til sin så velkendte selvsikre og flabede personlighed.


Den engelske sanger havde hele 38 musikere med på scenen inklusive produceren Trevor Horn, der også spillede med på afslutningsnummeret "Video Killed The Radio Star", som var et hit for hans gruppe The Buggles i 1979.

Nummeret var et af i alt femten numre til koncerten, hvor syv var taget fra det kommende album "Reality Killed the Video Star", der udsendes 9. november.

Koncerten med Robbie Williams blev blandt andet vist i Metropol-biografen i København, hvor GAFFAs anmelder Nynne Hein Møller var til stede. Hendes anmeldelse af koncerten kan læses her.


ANNONCE