Nyhed

P4 har fundet ni finalister til Rockfund 2009

Rocktoget er undervejs, og der er nu fundet ni finalister, hvoraf en vil blive udnævnt til P4's Rockfund 2009

Tidligere på året lancerede Danmarks Radios P4 musikkonkurrencen Rocktoget, hvor interesserede musikere indtil til 31. august kunne indsende musik. Herefter skulle en række regionale juryer bestående musikere og branchefolk vælge de ni bedste til en finale, der skal afvikles i begyndelsen af oktober. De ni finalister er nu klar, og alle bands og solister vil kunne høres live til et stort show på P4 i næste måned.

Det blev Maria Sita fra Bornholm, Avalyn fra Fyn, Shotgun Revolution fra København, Artificial Brothers fra Midt & Vest, Bel Esprit fra Nordjylland, Stella Blackrose fra Sjælland, Nano fra Syd, Kedo fra Trekanten og Beatspeech fra Østjylland, der blev udvalgt til at konkurrere om titlen som P4 Rockfund 2009 i DR's Koncerthus 3. oktober.

Til showet vil publikum og lytterne desuden kunne opleve Tim Christensen, for hvem Rocktoget vækker en række nostalgiske følelser. I 1993 vandt Tim som bekendt efter to mislykkede forsøg DM i Rock med Dizzy Mizz Lizzy, der var med til at give dem deres helt store gennembrud.

"Jeg startede jo selv med Dizzy Mizz Lizzy i denne slags konkurrencer, og ved hvor stor betydning det har for nye talentfulde, men også grønne bands. Jeg glæder mig meget til at høre dem allesammen, og mit band og jeg glæder os også meget til at få lov at spille".


Sådan siger Tim Christensen i en pressemeddelelse, men hverken han eller andre interesserede behøver at vente til 3. oktober til at lære de ni navne at kende. På P4's webside kan man nemlig læse mere om musikerne samt høre musik fra alle finalisterne.

Det er Aftenshowets Louise Wolff-Sørensen og P4's egen Anders Bisgaard, der skal styre slagets gang i jagten på vinderen af P4s Rockfund 2009, og hele herligheden sendes på P4 direkte fra Koncerthusets studie 2 lørdag 3. oktober fra klokken 16.00. Her får lytterne en afgørende rolle, da man kan stemme via sms på ens favorit, og disse sms-stemmer tæller 2/3 af den endelige afgørelse.

Udover titlen som P4's Rockfund 2009 kæmper de ni navne blandt andet om et studieophold på fem dage i Saybias studie.


ANNONCE