Bandet har tilføjet fire nordiske koncerter til turnéplanen, men endnu er der ikke kommet en ny dansk dato med
Billetterne til Rammsteins kommende danske koncert blev revet væk, men midt i juli kunne vi her på GAFFA.dk fortælle, at bandet langt fra var færdige med at planlægge koncerter for denne del af verden. Nu har bandet annonceret fire nye nordiske datoer, men desværre ingen i Danmark.
Bandet spiller i Danmark 15. december, hvor de vil blive mødt af et udsolgt Forum, inden Rammstein vender hjem for at spille fem koncerter i Tyskland. Herefter holdes der fri i hele januar, og nu er der kommet nye datoer til i februar, hvor de sidste fire er i de nordiske lande. Her kan Rammstein opleves i Malmö (16.), Oslo (18.), Stockholm (20.) og Helsinki (22.).
Herefter ville det jo være oplagt med en dansk koncert, og der skulle eftersigende gå rygter på Rammsteins-fanforum om, at der arbejdes på en koncert i Århus. Disse er dog indtil videre ubekræftede spekulationer, men vi følger naturligvis op på historien, når der dukker mere information op.