Oxford-firkløveret Supergrass er visnet bort efter 17 år og seks plader
De fire britpoppere, forsanger Gaz Coombes, bassist Rob Coombes, guitarist Mick Quinn og trommeslager Danny Goffey er snart ikke længere – i hvert fald ikke som band. Supergrass har netop meddelt deres opbrud, men gruppen vil dog spille en række farvel-koncerter i Storbritannien i henholdsvis Glasgow, Manchester og London, inden deres absolut sidste show i Paris den 11. juni.
Bandet, der blandt andet har skrevet og spillet kendte numre som "Alright", "Caught By The Fuzz" og "Richard III", skriver i en udtalelse:
"Tak til alle, der har støttet os gennem årene. Vi elsker stadig hinanden, men – på trods af at det er en kliché – har musikalske forskelle gjort, at vi må videre."
Supergrass blev dannet i 1993 og udgav deres anmelderroste debutalbum "I Should Coco" to år efter på Parlophone. Successen fortsatte på de efterfølgende to udgivelser, hvorefter det er gået lidt op og ned lidt for bandet, der kun nåede at udgive seks studiealbums gennem tiden.
Deres sjette studioalbum "Diamond Hoo Ha" nåede dog ind som nummer 19. på den engelske albumliste i 2008, selvom det kun blev indspillet af forsanger Gaz og trommeslager Danny, efter at Rob Coombes beskadigede sin ryg i en søvngænger-ulykke.
I januar i år udgav Gaz og Goffey desuden et album med covernumre produceret af Radioheads producer Nigel Godrich med deres nye konstellation The Hotrats. Supergrass har det sidste år arbejdet på deres syvende album med arbejdstitlen "Release The Drones", men om dette album nogensinde kommer på hylderne, vides ikke.