Nyhed

Biffy Clyro til Vega

Det skotske band gæster København i oktober

Den skotske trio Biffy Clyro har langsomt, men sikkert udbygget deres fanbase, og efter at have gæstet Loppen og VoxHall (og Roskilde Festival) vender bandet tilbage til Danmark til et større spillested, nemlig Store Vega i København, hvor de lægger vejen forbi 15. oktober.
 
Helt samme udvikling har bandet gennemgået på hjemmebane i Storbritannien, hvor de blandt andet har spillet på selveste Wembley Arena. Biffy Clyro spiller da også vaskeægte stadionrock med en solid vokal og meget iørefaldende omkvæd. På det seneste er gruppen blevet nomineret til den prestigefulde engelske Mercury Award.
 
Biffy Clyro blev dannet i 1995 og debuterede i 2002 med albummet "Blackened Sky". Deres seneste, femte album er "Only Revolutions" fra 2009. Et album, der har givet gruppen P3-hits med "That Golden Rule" og "Bubbles", og som fik fire fire pæne stjerner af GAFFAs Erik Barkman, der blandt andet skrev:
 
"På Only Revolutions kondenserer Biffy Clyro alt, de har lært som rockband siden midthalvfemserne, i en række muskuløse og storladne stadion-baskere af fornem karat."
 
Billetsalget til koncerten 15. oktober starter mandag 2. september klokken 10 via GAFFA Live.

ANNONCE