Nyhed

Jim Jarmusch laver dokumentar om The Stooges

Den amerikanske filminstruktør skal lave en dokumentar om The Stooges på Iggy Pops opfordring

Jim Jarmusch er nok bedst kendt for film som "Broken Flowers" og "Down By Law", men han har faktisk også lavet en del musikvideoer samt en dokumentarfilm om Neil Young, og nu er planen, at der skal tilføjes en dokumentarfilm om Iggy Pop & The Stooges til filmografien.

Det er Pitchfork, der har talt med Jarmusch, som er kurator på en af dagene til festivalen All Tomorrow's Parties New York. Her har instruktøren valgt navne som Girls, Fucked Up, Kurt Vile, Vivian Girls, Sunn O))), Boris, Raekwon, GZA, Dungen, Wooden Shjips og The Black Angels til programmet.

Men også Iggy Pop & The Stooges er på plakaten, og ifølge interviewet passer det Jim Jarmusch særdeles godt.


"Der er en regel hjemme hos os om, at spiller Iggy indenfor en radius på 150 kilometer, så skal vi af sted. Jeg har lige set The Stooges i London for nogle måneder siden med James Williamson (der medvirkede på "Raw Power", red.). Det var fantastisk".

Men Jarmusch er tydeligvis lidt mere end en almindelig Stooges-fan. I interviewet fortæller han desuden, at Iggy Pop for noget tid siden kontaktede ham med henblik på at få lavet en dokumentar om The Stooges. Det fremgår dog ikke, om filmen skal beskrive hele bandets karriere eller følge dem på en turné, som det var tilfældet med "Year Of The Horse" fra 1997.

Men det er i hvert fald ikke just en film, der er lige på trapperne. Jarmusch fortæller, at det kommer til at tage nogle år, inden filmen ligger klar. Men det var noget han gerne ville lave, ikke mindst fordi Iggy Pop selv havde bedt ham om at stå bag filmen.


ANNONCE