Nyhed

Lostboy! aka Jim Kerr til København

Simple Minds-forsangeren spiller i Vega

Da Jim Kerr i maj måned løftede sløret for sit solo-projekt "Lostboy! aka Jim Kerr", var det for mange et glædeligt genhør med stemmen fra Simple Minds. Ikke at gruppen ikke har rørt på sig, da de i 2009 udgav deres 15. studiealbum "Graffiti Soul", og senest optrådte i Danmark i juni måned til Esbjerg Rock Festival. "Lostboy! aka Jim Kerr"-albummet fik en lidt blandet anmeldelse her på siden, med bl.a. kritik af at have svært ved at undgå at lyde for meget som Simple Minds. Men der var dog også ros til Kerr for på flere af sangene at udnytte sit potentiale og synge skarpt og fokuseret.

Den skotske sanger, der sidste år rundede de 50 år, arbejder allerede på en opfølger til solo-debuten, men har samtidig også energi til at tage på turné med "Lostboy aka Jim Kerr"-musikken. Turnéen kalder han for "Electroset", og der er heldigvis blevet plads til en koncert i København. Ifølge Kerr bliver der udover de nye sange også plads til flere Simple Minds-klassikere og et par andre overraskelser. "All in all people can expect a night of energetic and emotional music that could be categorised as electro pop, rock and dance!"

Koncerten foregår:


Torsdag 21. oktober kl. 20:00 i Vega

Billetsalget er startet i dag fredag 13. august på www.billetnet.dk

ANNONCE