Dokumentarfilmen om guitaristerne Jack White, The Edge og Jimmy Page vises en enkelt gang i Musikhuset
Dokumentarfilmen "It Might Get Loud" om de tre guitarister Jack White, The Edge og Jimmy Page er blevet vist på en lang række internationale filmfestivaler samt i København tidligere på året. Men nu bliver der også mulighed for at se filmen i Århus.
Det er Musikhuset, der har filmen på programmet i denne uge, hvilket giver mulighed for at opleve de tre guitaristers musikalske opvækst og høre dem beskrive deres forhold til deres guitarer. Man kommer med Page til Headley Grange, hvor "Led Zeppelin IV" blev indspillet, man følger The Edge i Dublin, og Jack White fortæller om at vokse op i Detroit med ti søskende og to trommesæt i et hus, hvor alle var musikalske.
"It Might Get Loud" kan opleves i Musikhuset i Århus torsdag 12. august i Lille Sal.