Nyhed

Lady Gaga årets bedst sælgende kunstner

"The Fame Monster" er 2010's mest solgte album

Popfænomenet Lady Gaga har i løbet af de sidste tre år fået sig et enormt gennembrud med en fuldstændigt overlegen iscenesættelse og store pophits som "Telephone", "Bad Romance", "Alejandro" osv.

Hendes debutalbum "The Fame" blev genudgivet med et ekstra album i november 2009 med titlen "The Fame Monster". Dét album er blevet det bedstsælgende i 2010 med hele 5,8 mio. eksemplarer på verdensplan, rapporter NME. Eminem er den næstmestsælgende med 5,7 mio. eksemplarer af "Recovery", der til sammenligning udkom i juni 2010.

Top ti-listen over de bedst sælgende albums tæller desuden fine navne som Justin Bieber, Susan Boyle, Taylor Swift, Black Eyed Peas, Michael Bublé, Sade og Alicia Keys.


Hos GAFFAs anmeldere fik The Fame først 1 stjerne af Jesper Buhl, mens Michael José Gonzalez anmeldte The Fame Monster til fire stjerner i november 2009:

"I tilfældet med genudgivelsen af Lady Gagas The Fame, der nu er omdøbt til The Fame Monster, kan det dog accepteres, eftersom man får ikke mindre end ti nye numre med i købet, hvilket jo stort set svarer til en hel plade. Hvorfor den gode frøken Gaga imidlertid ikke har valgt bare at udgive et nyt album, kan dog undre. The Fame Monster indeholder en stak glimrende og til tider direkte vanvittige nye popnumre, og det er sgu svært ikke at trække på smilebåndet og vippe med foden til numre som Bad Romance og Monster."

Lady Gaga var i øvrigt også første kunstner på scenen i den nyåbnede Jyske Bank Boxen i Herning for to måneder siden.


Desuden har den 24-årige superstjerne, som i virkeligheden hedder Stefani Joanne Angelina Germanotta, annonceret, at hun ved midnat nytårsaften vil fortælle nyt om sit tredje album, "Born This Way", som allerede skulle være indspillet og udkommer i 2011.

ANNONCE