Nyhed

Lady Gaga hjalp WikiLeaks-mistænkt

En cd med popsangerinden var med til at smugle tophemmelige oplysninger ud fra en amerikansk militærbase

Alle taler om WikiLeaks i disse dage, og nu også GAFFA, for det viser sig, at allestedsnærværende Lady Gaga er blevet impliceret i sagen, hvor 250.000 tophemmelige dokumenter til og fra amerikanske ambassader er blevet lækket på sitet wikileaks.org. I hvert fald indirekte spiller Lady Gaga en rolle.

The Guardian kan nemlig oplyse, at den amerikanske sikkerhedsanalytiker Bradley Manning, der er mistænkt for at stå bag en del af den omfattende lækage, og som i syv måneder har været varetægtsfængslet i sagen, i en webchat med hacker-kollegaen Adrian Lamo - som derpå afslørede Manning - har fortalt, hvordan han bar sig ad. Bradley, der befandt sig på en militærbase i Bagdad, fortæller:

"Jeg kom ind med en gen-brændbar cd med musik som for eksempel Lady Gaga. Så slettede jeg musikken og gemte de hemmelige filer på den. Ingen fattede mistanke. Jeg havde høretelefoner på og nynnede med på Lady Gagas "Telephone", mens jeg stod bag den største kopi af data i amerikansk historie." Han tilføjer, at han havde uhindret adgang til de tophemmelige oplysninger 14 timer om dagen, syv dage om ugen i over otte måneder."


Manning fortsatte: "Hilllary Clinton og adskillige tusind diplomater rundt om i verden vil få et hjerteanfald, når de vågner op en morgen og finder et helt gemmested for udenrigspolitiske oplysninger fuldt tilgængeligt for offentligheden. Hvor der er et amerikansk kontor, er der en diplomatisk skandale, som vil blive afsløret. Verdens-anarki i CSV-format (comma-seperated values, red.) ... det er smukt og skrækindjagende. Information burde være frit. Det tilhører offentligheden."

Dømmes Bradley Manning skyldig i lækage-sagen, risikerer han op til 52 års fængsel.

ANNONCE