Nyhed

Thomas Helmig for fræk til iTunes

Musikbutikken er begyndt at censurere sangtitler, så Helmig-hittet nu hedder "S****d Man"

Det er ikke ualmindeligt, at amerikanske kunstnere ændrer deres sange, sangtitler eller pladecovers, hvis de vil have deres musik til salg i store amerikanske butikskæder som Walmart og Kmart. Den politik har blandt andet har givet os sange som "It's A Monster Trucker" med Eels og "Waif Me" med Nirvana. Den slags plejer dog ikke at ske i Danmark, hvor det nu ser ud til, at iTunes alligevel har indført en ny form for censur.

I en artikel hos dr.dk fremgår det, at en stribe danske kunstnere er blevet udsat for en underlig form for censur, hvor potentielt stødende titler er blevet ændret. Derfor hedder "Stupid Man" med Thomas Helmig nu "S****d Man", Rasmus Nøhr er nu pludselig manden bag "H**H Eller Gas" og Nik & Jay opfordrer dig til at "Ryst Din R*v".

Umiddelbart virker dette primært fjollet, men ifølge Ole Reitov, projektleder i Freemuse, den internationale organisation for musik og ytringsfrihed, kan det også være ulovligt. Til DR siger han:


"Udover at det er censur, så overtræder det også kunstnerens ophavsret. De har ikke lov til at ændre i titlen, det må de ikke bare".

Hos Sony Music, der udgiver Thomas Helmigs plader, har man ikke givet iTunes tilladelse til at ændre i sangtitlerne, og her undrer selskabets digital business director, Lasse Westi, sig over, at firmaet har valgt at censurere ordet 'Stupid':

"Det er jo ikke et skældsord, og det ser sjovt ud. Vi har ingen aftale, om at de bare må ændre i ordene. Der er ikke udskrevet nogen blankocheck til iTunes. Men de har selvfølgelig andre værdier, da de jo er amerikanske".


iTunes er verdens største digitale musikbutik Ole Reitov fra Freemuse frygter, at næste skridt er, at de fremover heller ikke vil vise potentielt stødende pladecovers, og at deres position kan medføre at musikerne fremover begynder at censurere sig selv.

"Det kan føre til selvcensur, hvor kunstneren tænker: hvis jeg skal ud på de digitale platforme, må jeg hellere tænke på, hvad jeg kalder min titel og skriver i mine tekster".

Apple har endnu ikke kommenteret på kritikken rejst i DR's artikel.


ANNONCE