Der er masser af nordisk musik repræsenteret til den schweiziske festival Nordklang, og Danmark er repræsenteret med ni navne
Den schweiziske by St. Gallen er igen i år vært for Nordklang Festivalen, hvor en række nordiske navne spiller for schweiziske bookere fra spillesteder og festivaler samt lokale interesserede. Danmark er i år repræsenteret med hele ni navne til festivalen, der i år dækkes af den lokale radiostation Radio Toxic.
Blandt de udvalgte danske navne finder man Under Byen (billedet), der er aktuelle med det anmelderroste album "Alt Er Tabt", som udkom tidligere på måneden. Bandet giver koncerter i Danmark til april, men tyvstarter altså i Schweiz til festivalen, der afvikles denne weekend.
Under Byen får følgeskab af Hannah Schneider, CODY, Tone, Surf In Stereo, Nils Gröndahl, DJ JoJo, Trio Mio og Phonix, der alle spiller til Nordklang i dagene 19.-21. februar.
Om valget af de danske navne siger festivalarrangøreren Felix van den Berg i en pressemeddelelse:
"Alle bands er nye på festivalen - der er ingen gengangere fra de forrige år. Og der er næsten heller ikke nogen tilskuere, der kender grupperne på forhånd. Publikum kan tjekke dem på MySpace inden festivalen, men det er også det hele – det skal være nyt for dem".
Nordklang afvikles i år for fjerde gang, og festivalen arrangeres i samarbejde med Dansk Rock Samråd.