Nyhed

The Knack-frontmand dør af kræft

Doug Fieger døde søndag efter at have kæmpet mod lungekræft i seks år

Efter mange års sygdom døde The Knack-frontmanden Doug Fieger (nummer to fra venstre) søndag 14. februar i sit hjem i Californien. Han havde kæmpet mod lungekræft i en årrække samt undergået en operation for at få fjernet to svulster i hjernen, og i en pressemeddelelse udtaler Fiegers familie, at sangeren havde levet meget længere, end doktorerne havde forudset.

Doug Fieger dannede The Knack i 1978, og året efter debuterede de med albummet "Get The Knack", der indeholdt hittet "My Sharona". Sangen var det største amerikanske hit det år, og toppede singlehitlisten i seks uger i streg. Også albummet klarede sig godt og lå øverst på albumhitlisten i fem uger i træk, og solgte omkring tre millioner eksemplarer i USA alene. "My Sharona" fik et comeback i 1994, da den blev brugt i Winona Ryder-filmen "Reality Bites", hvor den endnu engang gik på hitlisterne. Sangen er desuden blevet indspillet af navne som Yo La Tengo, Nirvana, Hammerfall og Veruca Salt.

Gruppen udsendte efterfølgende to plader indtil opløsningen i 1982. Siden da har gruppen dog fundet sammen i forskellige konstellationer for at indspille yderligere tre studieudgivelser og turnere. Fieger har trods sin sygdom også i de senere år turneret med gruppen, der dog ikke har udsendt nyt siden 2001.


Doug Fieger blev 57 år.

 

ANNONCE