Nyhed

Nyt om Bjørn Eidsvågs Danmarksbesøg

GAFFA har fået flere oplysninger om nordmandens kommende kirkekoncert-turné

GAFFA kunne for nylig fortælle, at den succesfulde norske musiker og sangskriver Bjørn Eidsvåg ville gæste Danmark til marts. Nu har vi fået ydeligere oplysninger af Eidsvågs danske bookingbureau Musik & Sang Aps. I en pressemeddelelse forklarer Eidsvåg baggrunden for valget om denne gang udelukkende at spille kirkekoncerter:

"Jeg har i efteråret 2009 lavet en rækket koncerter i et nyt kapel, Ansgarkapellet, som ligger i Kristiansand i Norge. "Til alle tider" blev titlen på koncertrækken. "Til alle tider" er også titlen på en af mine sange, som nu er foreslået repræsenteret i den norske salmebog. Kapel-koncerterne gav mig inspiration til at tage musikerne med og lave et tilsvarende program i Danmark."

Eidsvåg har en lang tradition både i Norge og Danmark for at lave kirkekoncerter, og han har brugt meget tid på at finde en indholdsmæssig, musikalsk og lydteknisk form, som passer i kirkerummet.


Når Bjørn Eidsvåg kommer til Danmark i marts, bliver det med et nyt band i forhold til de seneste gange, han har besøgt Danmark. Senest i 2008. Kun trommeslager Anders Engen er genganger. Derudover består bandet af Geir Sundstøl på guitar og diverse strengeinstrumenter, Bjørn Holm på bas og David Wallumrød på diverse tangenter.

Pia Sandager fra Musik & Sang Aps håber på, at kunne hente Eidsvåg og band tilbage til Danmark allerede det kommende efterår til en mere traditionel turné på danske spillesteder.

Bjørn Eidsvåg har indspillet sange med blandt andre Lisa Nilsson, Karen Busck og Anne Dorte Michelsen og samarbejdet med blandt andre Allan Olsen og Sissel Kyrkjebø.


I forbindelse med koncerterne i marts håber Eidsvågs norske pladeselskab at kunne udsende den meget roste dobbelte opsamlings-cd "De Beste" også i Danmark.

Eidsvågs seneste plade udgivet i Danmark hedder "Pust". Om den skrev Jyllands Postens anmelder Finn Smed Sahlholdt: "På Bjørn Eidsvågs 22. udgivelse "Pust" synes alt at gå op i højere enhed, og selv om han har udgivet en mængde kvalitetsplader, er denne nok hans bedste. Den virker så komplet med tyngde i både teksten – det er så let at følge med i hans norske sprog – og i musikken, som er en norsk udgave af americana" og kvitterede med at tildele "Pust" de maksimale seks stjerner.

En femte koncert er tilføjet koncertprogrammet i marts. Den foregår i Christians Kirke i København lørdag den 27. marts kl. 17 og er eneste koncert på Sjælland. Hermed ser Danmarks-turnéen således ud:


23/3 Gellerup Kirke, Brabrand - www.gellerupkirke.dk

24/3 Hasseris Kirke, Aalborg - www.hasseris-kirke.dk

25/3 Ejstrup Kirke, Ejstrupholm - www.ejstrupsogn.dk

26/3 Hvidbjerg Kirke, Thyholm

27/3 Christians Kirke, København - www.christianskirke.com/joomla/

Billetter til Christians Kirke kan købes via GAFFA Live

ANNONCE