Nyhed

DR2 holder temalørdag om Roskilde 2010

Årets festival er temaet for sendefladen lørdag aften

Roskilde Festival er som bekendt færdig for i år, men hvis du ikke kan få nok, holder DR2 førstkommende lørdag aften, den 10. juli klokken 20-22.30, temalørdag om årets festival.

I programmet kan du møde en række af de største danske og udenlandske navne, som for eksempel Kashmir, Dizzy Miss Lizzy, Nephew, LCD Soundsystem, Robyn, Gorillaz, Alice In Chains og The National (billedet).

DR2 følger nogle af de hårdt arbejdende medarbejdere backstage på Arena-scenen, og kanalen er også i hælene på Den Sorte Skole, de tre dj's, der fik opgaven at markere, at det er 40. gang Roskilde Festival afholdtes, og derfor lavede et dj-sæt med sange fra alle 40 år. Udsendelsen følger også en af de mere erfarne journalister og anmeldere, BT's Steffen Jungersen, på arbejde på festivalen.

DR2 følger ligeledes Staff Benda Belili, en gruppe af polioramte congolesere i kørestol, fra de ankommer til Danmark, og til de har spillet på festivalen. Kanalen er også med rapperen Tech N9Ne, når han møder sin danske ven og kollega L.O.C og det danske publikum. I udsendelsen ser man også den naturglade Jack Johnson, der blandt andet omfavner et træ, og udsendelsen er ligeledes i selskab med veteranen Van Dyke Parks fra hans første møde med DR UngdomsEnsemblet, til de har overstået deres fælles, stort anlagte koncert.


Roskilde Festival er dog ikke forbi med denne Temalørdag. DR har optaget en del koncerter undervejs, og dem kan du gense på DR K i løbet af efteråret. Det er blandt andet optagelser med Alice In Chains, Them Crooked Vultures, Kashmir, Vampire Weekend, Muse, The National, Gorillaz og Nephew.

Læs mere på udsendelsens Facebook-side.

GAFFA TV har naturligvis også været på Roskilde og foretaget en stribe interviews og koncertoptagelser, blandt andet med Patti Smith, Paramore, Sick Of It All, Turboweekend og When Saints Go Machine, som du alle sammen kan se på GAFFA TV.


ANNONCE