Nyhed

Dum Dum Girls i Bakken

Natklubben byder den amerikanske støjpop-kvartet indenfor i næste uge

Det er kun et godt års tid siden, at pigebandet Dum Dum Girls opstod i deres nuværende form, men deres specielle talent for at kombinere støjpop og rock med rødderne solidt plantet i navne som Iggy Pop (hvis nummer "Dum Dum Boys" har givet dem deres navn) og Blondie, har vakt genlyd hos anmeldere verden over. Egentlig var det tænkt som et soloprojekt fra frontkvinde Dee Dee, men hun valgte hurtigt at indlemme tre andre damer, Jules, Bambi og Frankie Rose, og resultatet blev debutalbummet "I Will Be".

Da pladen udkom fik den som nævnt skamroser fra stort set alle der hørte den, omend GAFFAs Erik Barkman var en smule mere forsigtig i sin vurdering. Det blev til fire stjerner, og det skyldtes især hvad Barkman kalder "en menneskelig trommemaskine", i form af Frankie Rose, der dog for nylig blev erstattet af Sandy Vu. Anmeldelsen gav følgende rosende ord:

"Som dansker tænker man uvilkårligt "Raveonettes", når Dum Dum Girls blander tyggegummi-pop fra tresserne, Velvet Underground-rock og lo fi-æstetik – hvis Sune Wagner overlod bandet til Sharin Foo, ville resultatet næppe ligge langt fra I Will Be. Så de fire Dum Dum Girls er ikke ligefrem på forkant med tidens toneklang, men de lever højt på Dee Dees enkle melodier, kølige karisma og charmerende naive tekster. Energien er smittende og vokalharmonierne underskønne på den helt upolerede måde. Man fornemmer et indre drive og en særlig integritet bag Dee Dees pokerfjæs, og det gør hele forskellen på et album som I Will Be."


Vil man gerne opleve de fire damer live, foregår koncerten fredag den 17. juli klokken 21.00, i natklubben Bakken, Kødbyen, København. Der kan ikke købes billetter i forsalg, og entréen koster 85 kroner.

ANNONCE