Det californiske syrehoved gæster Århus Festuge med dj'en The Gaslampkiller
Gonjasufi alias den californiske sanger, rapper, multimusiker og yogalærer Sumach Ecks har fået masser af anmelderroser for sit debutalbum "A Sufi And A Killer", der udkom i begyndelsen af året. I sidste uge kunne han opleves på Roskilde Festival, han har meldt sin ankomst til Strøm Festival i Enghaveparken i København 20. august, og nu kan Train i Århus så oplyse, at han også lægger vejen forbi her. Det sker 2. september klokken 23, og koncerten bliver dermed en del af Århus Festuge.
Gonjasufi medbringer til koncerten dj'en The Gaslampkiller, der også har været med til at producere "A Sufi And A Killer".
Om albummet skrev GAFFAs Jesper Buhl blandt andet følgende i sin femstjernede anmeldelse: "Gonjasufi er et syrehoved fra den californiske ørken, som fik producerhjælp fra og blev en del af den kreativt peakende L.A.-scene med folk som Flying Lotus, Mainframe og The Gaslampkiller i centrum, og A Sufi And A Killer lyder da også som et møde mellem psykedelia, funk, blues, tresserpop og -rock og den soulprægede og sofistikerede electronica og hiphop, som kendetegner lyden af L.A. lige nu."
Gonjasufi har i øvrigt udgivet sit album på det prestigefyldte engelske selskab Warp, der primært gør sig i elektronika og har navne som Flying Lotus, Autechre og Grizzly Bear i stalden.
Billetsalget er i gang på GAFFA Live.